Vand
Når vi siger vandkraft i Danmark taler vi oftest om bølgekraft og det potentiale af enorm energi som vores have lover os på dage, hvor vinden rusker og bølgerne slår mod stranden. Hvordan vi så får disse løfter indfriet – det er en helt anden snak.
Bølgekraft er stadig en teknologi i sin vorden herhjemme, og der er endnu ikke kommercielle produkter på det danske marked.
Vi er i KLIMALØSNINGER Thy & Mors stolte af, at Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har en prøvestation for bølgekraft i Nissum Bredning. Ved denne prøvestation ligger et af Danmarks mest seriøse projekter Wave Star i en skalamodel på 1:10. Bag Wave Star står Per Resen Stenstrup, og han fortæller at han i august 2009 påregner at begynde tests ved Hanstholm havn på en model, der har den halve størrelse af den endelige bølgekraftmaskine.




